Senior teknisk konsulent
I arbejdet med belysning, er det vigtigt at forstå de grundbegreber, der beskriver, hvordan lys måles, fordeles og opleves. Begreber som lumen, lux, candela og luminans danner fundamentet for lysmåling og fotometri og gør det muligt at vurdere, om en belysningsløsning lever op til både funktionelle og visuelle krav. I denne artikel gennemgår vi de vigtigste begreber på en enkel og overskuelig måde.
Lysstrøm er den samlede mængde synligt lys, som en lyskilde udsender i alle retninger. Enheden er lumen, forkortet lm.
Belysningsstyrke er, hvor meget lys der rammer en flade per kvadratmeter. Enheden er lux, og 1 lux svarer til 1 lumen per kvadratmeter. Lux er den værdi, som DS/EN 12464-1 stiller krav til og du kan finde en guide til anbefalede luxniveauer i kontormiljøer her.
Lysstyrke omfatter, hvor meget lys en lyskilde sender i en bestemt retning. Enheden er candela. Et kraftigt spotlight kan have flere tusinde candela i sin centrale stråle, mens et almindeligt loftsarmatur har en bred fordeling med lavere candela-værdier per retning. Candela bruges i lysstyrkefordelingskurver til at vise armaturets retningsegenskaber.
Luminans beskriver, hvor lys en overflade opleves, når man ser på den, og måles i candela per kvadratmeter. Et hvidt stykke papir under almindelig kontorbelysning har eksempelvis en luminans på cirka 100 cd/m². Luminans har betydning for, om I oplever blænding, og indgår derfor i beregningen af UGR.
Lysudbytte er, hvor mange lumen en lyskilde producerer per watt forbrugt energi. Det er energieffektiviteten.
Lysfordeling beskriver, hvordan armaturet kaster sit lys ud i rummet. Forkert lysfordeling kan gøre et lokale dunkelt, selv om armaturet leverer mange lumen.
Fotometri måler og beregner synligt lys og hvordan det opfattes af det menneskelige øje. Det dækker måling i laboratorium, beregning på tegninger og kontrol. Fotometri er grundlaget for, at to armaturer kan sammenlignes.
En lysstyrkefordelingskurve er en grafisk fremstilling af, hvor meget lys et armatur sender ud i hver retning. Den ses ofte som en polar-graf. LDC-filer (typisk i IES- eller LDT-format) er det, der lægges ind i DIALux, når lyset beregnes for et lokale.
Rumindeks er et tal, der beskriver et rums geometri ud fra længde, bredde og højde. Det bruges i lysberegninger til at bestemme, hvor effektivt lyset fordeles. Højt rumindeks (et bredt rum med lavt loft) giver bedre lysudnyttelse end et smalt, højt rum.
Reflektans er, hvor meget lys en overflade kaster tilbage. Den angives som procent. Hvide lofter har typisk 70 til 80 % reflektans, lyse vægge 50 til 60 % og mørke gulve 10 til 20 %. Reflektanser har stor betydning for lysniveau og energiforbrug, og de skal indtastes korrekt i en beregning.
Lysfaktor er forholdet mellem belysningsstyrken indendørs og udendørs i procent. Et kontor med god dagslysadgang har typisk en lysfaktor på 2 til 5 %. Den indgår i bygningsreglementets krav om dagslys og i certificeringer som DGNB.
Senior teknisk konsulent, green light
Med erfaring siden 1994 har vi hjulpet og vejledt mange til den rigtige belysning. Vi kan også hjælpe dig. Udfyld formularen, så kontakter vi dig til en snak om dit belysningsprojekt.