green light

Brug din APV til at sætte fokus på belysning

De fleste virksomheder laver arbejdspladsvurdering (APV) i dag. Dog er der ikke mange, der tænker over, at belysning spiller en stor rolle i både trivsel, sundhed og produktivitet og ikke inddrager det i APV’en.

Hvad er APV?

APV er lovpligtig for alle virksomheder med ansatte og skal være skriftlig og tilgængelig for medarbejdere.

APV skal revideres mindst hvert 3. år, og når der sker ændringer i arbejde, metoder, processer m.v., der kan påvirke arbejdsmiljøet.

APV-processen omfatter både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Det handler om at forebygge ulykker og sygdom. Og i mange virksomheder er resultatet både øget trivsel og lavere sygefravær.

Hvorfor skal belysning med i APV’en?

God belysning hænger sammen med færre gener (hovedpine, træthed, øjenirritation), bedre komfort, færre fejl og ofte højere effektivitet.

APV’en er en oplagt mulighed for dig som medarbejder, til at gøre opmærksom på de områder, som ikke giver optimale arbejdsforhold.

Der findes konkrete regler for lys i arbejdstilsynet, DS/EN 12464-1 og i BR18, som virksomheden skal indrette sig efter. Ifølge Arbejdstilsynet skal belysningen på arbejdspladsen være tilpasset arbejdet og sikre, at medarbejderne kan udføre deres opgaver forsvarligt, uden blænding, flimren eller generende reflekser.

Hvor i APV’en placeres belysning?

Belysning er en del af det fysiske arbejdsmiljø i virksomheden. Derfor skal det indgå på linje med forhold som indeklima, støj, ergonomi, pladsforhold og tekniske installationer.

Når du laver eller opdaterer jeres APV, er der flere steder, hvor lysforhold kan/bør indgå:

  1. I kortlægningen af det fysiske arbejdsmiljø, der handler om, hvilke faktorer, som kan påvirke medarbejdernes helbred og komfort. Under punkter som “indeklima og arbejdslokaler” eller “fysiske forhold” bør du spørge specifikt til belysning.
  2. I vurderingen af risici og de steder, hvor der er problemer med lys. Her skal det vurderes, hvor alvorlige de er, og hvilke konsekvenser de kan have.

 

Derudover kan det give mening at inddrage lyset i opfølgningen. På den måde bliver belysning en fast del af den løbende arbejdsmiljøindsats og ikke bare et engangstjek.

Sådan tester du selv dit lys

  1. Inddrag belysningen direkte i jeres APV-spørgeskema eller dialog med spørgsmål så som:
    • Oplever du blænding fra armaturer, vinduer eller skærme?
    • Er lyset for svagt eller for skarpt til dine opgaver?
    • Virker lyset flakkende eller trættende i løbet af dagen?
    • Får du hovedpine, tørre øjne eller svien sidst på dagen?
    • Er dit lys gulligt?
  2. Lav en visuel gennemgang af lokalerne, eventuelt sammen med en arbejdsmiljørepræsentant. Vær opmærksom på:
    • Mørke hjørner eller store kontraster mellem skærm og omgivelser
    • Reflekser i skærme eller blanke overflader
    • Armaturer der er beskidte eller gule af alder
    • Sensorer der slukker for hurtigt
    • Ujævn belysning
    • Armaturer, der flimrer eller blinker
  3. Mål lyset med et luxmeter
    • Et luxmeter kan fås billigt og giver et konkret resultat af lysstyrken på en given flade. Alternativt kan du downloade en app, men her er tallet mere et fingerpeg, ikke en konklusion.

 

Der findes klare standarder for, hvor meget lys forskellige områder skal have i dag. De specifikke krav findes i DS/EN 12464-1, men eksempelvis skal der være minimum 500 lux på bordet ved almindeligt kontorarbejde og 500 lux i mødelokaler.

APV belysning

Lav en mini lystest på 5 minutter:

  1. Åbn dit kamera på mobilen og bevæg det rundt omkring i lokalet.
    • Hvis kameraet automatisk ændrer lysstyrke mellem områder, er belysningen ujævn.
    • Hvis kameraet flimrer eller viser mørke vandrette linjer, er lyset ikke optimalt.
  2. Fysisk inspektion
    • Se dig omkring. Er der tydelige skygger? Virker lyset koldt, gulligt eller ujævnt?
    • Kan du se på selve lyskilden direkte, uden at det føles ubehageligt i øjnene?
    • Er der genskin i computeren?
    • Ser farverne omkring dig naturlige ud, eller er de ”grumsede” og ”udtværede”?
    • Brug et andet, måske nyere lokale til sammenligning. Er der mærkbar forskel på lysniveauet?

APV handler ikke kun om sikkerhed, men i høj grad også om trivsel. Ved at bruge APV’en aktivt til at sætte fokus på belysning, får du både et sundere arbejdsmiljø, mere energi i hverdagen og en dokumenteret forbedring, som gavner medarbejdere og som du kan dokumentere over for Arbejdstilsynet.

Er du i tvivl, om din belysning er optimal? Lån vores professionelle luxmåler, den giver dig et klart og hurtigt overblik over, om du har behov for ny belysning. Vi kommer gerne ud og hjælper dig med at foretage en måling. 

Kontakt os

Har du brug for hjælp til at finde den rigtige løsning til dit projekt?

Udfyld nedenstående formular, så vender en af vores belysningseksperter tilbage hurtigst muligt.

Kontaktform