green light

ATEX lys – hvad skal du være opmærksom på?

green light - Artikler - ATEX lys – hvad skal du være opmærksom på?
Picture of Kevin Høgh Andreasen
Kevin Høgh Andreasen

Senior teknisk konsulent

ATEX lys er ikke bare et spørgsmål om at vælge et godkendt armatur.
Det er et spørgsmål om at forstå det miljø, det skal fungere i, og den risiko, der følger med.

Mange virksomheder ender med enten at overdimensionere deres løsning, eller vælge forkert. Og det er sjældent fordi de mangler vilje. Det sker, fordi ATEX ofte bliver reduceret til et krav, der skal “opfyldes”, i stedet for noget, der skal forstås. Det er her, fejlene opstår.

ATEX malerkabine

Hvad betyder ATEX lys?

ATEX belysning er belysningsløsninger, der er godkendt til brug i områder, hvor der kan opstå en eksplosiv atmosfære.

Det stiller helt særlige krav til armaturet. Det må ikke:

  • afgive gnister
  • opnå en temperatur, der kan antænde omgivelserne
  • svigte over tid i et miljø med støv, fugt eller kemikalier

Men det er vigtigt at forstå, at armaturet kun er én del af ligningen. Det afgørende spørgsmål er altid:

Hvilket miljø skal det fungere i – og hvor stor er risikoen?

Hvilken ATEX zone arbejder du i?

ATEX zoner beskriver sandsynligheden for, at der opstår en eksplosiv atmosfære. Det er en central del af enhver ATEX vurdering.

Gas
  • Zone 0 – konstant eller langvarig tilstedeværelse
  • Zone 1 – risiko forekommer lejlighedsvis
  • Zone 2 – risiko forekommer sjældent og kortvarigt
Støv
  • Zone 20 – konstant
  • Zone 21 – lejlighedsvis
  • Zone 22 – sjældent

En virksomheds ATEX område defineres typisk ud fra en kombination af følgende punkter:

  • proces – hvad foregår der (fyldning, blanding, transport osv.)
  • materiale – gas, dampe eller støv og deres egenskaber
  • sandsynlighed for udslip – hvor ofte slipper materialet ud
  • ventilation – hvor hurtigt fjernes det fra området
  • temperatur og tryk – påvirker fordampning og spredning
  • rengøring og drift – hvor meget ophobning sker over tid

Det betyder også, at den samme zone sjældent gælder et helt rum eller område. Gradvist vil zonen gå fra 0 eller 1 til 2 og så være uden et ATEX krav til sidst.

Støv er ofte den største risiko

Når der tales om ATEX, tænker mange automatisk på gas.
Men i industri er det ofte støv, der skaber problemerne.

Særligt inden for fødevareproduktion, træindustri, siloer og produktionsområder. Det er mere problematisk, fordi det ganske simpelt opfører sig anderledes end gas. Det lægger sig på overflader, ophober sig over tid og skaber dermed en skjult risiko.

En tommelfingerregel lyder på, at hvis du ikke kan se din hånd foran dig, eller laver fodaftryk på gulvet når du går, så har du et problem.

IP-klasse er ikke det samme som ATEX

ATEX adskiller sig både fra IP- og IK-klasser. Et armatur kan have høj kapslingsklasse men stadig ikke være godkendt i ATEX områder. Forskellen ligger i, at ATEX også skal tage højde for gnistdannelse, overfladetemperatur og elektriske komponenter. Kapslingsklassen er en del af løsningen, men kan ikke stå alene.

Temperaturklasser – detaljen mange overser

Temperaturklassen er en vigtig del i valg af ATEX armatur. Den angiver, hvor varm overfladen på armaturet må blive.

Eksempelvis:

  • T6 → maks. 85°C
  • T5 → maks. 100°C
  • T4 → maks. 135°C

Hvis armaturets overflade bliver varmere end det, materialet kan tåle, opstår der en tændkilde.

Det er blandt andet her, vi ser fejl i projekter:

Man vælger korrekt zone, men forkert temperaturklasse.

Materialer og konstruktion har direkte betydning

ATEX miljøer er sjældent “rene”. Typisk vil de være fugtige, støvede, kemisk belastede og ofte udsat for rengøring eller højtryksspuling.

Det stiller høje krav til valg af materialer og er en del af den overordnede sikkerhed.

Derfor arbejder vi med:

  • slagfaste kapslinger, ofte IK 9 og derover
  • høj kapslingsgrad, ofte IP66, 67 eller 69
  • kemisk resistente materialer
  • korrosionsbestandige løsninger

De fejl vi typisk ser

De fejl, der opstår omkring ATEX belysning, handler sjældent om selve armaturet alene. I langt de fleste tilfælde starter problemet tidligere i processen. Det begynder ofte med, at miljøet ikke er forstået korrekt.

Valg af zone

En almindelig fejl er, at zoneklassificeringen bliver behandlet for overfladisk. Ofte hører vi ”det plejer vi at bruge/gøre her”. Men uden at forholde sig til, hvordan området er klassificeret eller hvilke processer der foregår, er sandsynligheden for at vælge forkert stor.

Støv som risikofaktor

En anden fejl som mange begår, er at undervurdere støv, og hvor lidt der egentlig skal til, for at skabe problemer. Støv bliver anset som et driftsproblem, ikke en decideret risiko. I mange produktionsmiljøer er det netop støvet, der gør vurderingen vanskelig. Ikke fordi det nødvendigvis ser voldsomt ud i dagligdagen, men fordi det kan ophobe sig, isolere varme overflader og blive hvirvlet op under drift, service eller rengøring. Og det er her, det bliver vanskeligt. For på papiret kan et område virke sikkert, men i virkeligheden ændrer forholdene sig, når produktionen kører, når ventilationen ikke arbejder optimalt, eller når rengøringsniveauet falder.

Installationen som helhed

En anden fejl ligger i installationen. Selv når det rigtige armatur er valgt, kan en forkert udført installation ændre hele sikkerhedsniveauet. Det gælder særligt forskruninger, kabler, tætninger og montage. I ATEX sammenhæng er det ikke nok, at produktet er korrekt. Hele installationen skal understøtte godkendelsen. I mange tilfælde bliver de omkringliggende ting som eksempelvis forskruninger behandlet som i almindelig industri.

Service, vedligehold og rengøring

Og endelig ser vi ofte, at vedligehold og drift bliver tænkt for lidt ind. Mange beslutninger bliver truffet ud fra, hvordan anlægget ser ud på installationsdagen. Men ATEX belysning skal fungere sikkert over tid, ikke kun i opstartsfasen. Hvis der over måneder eller år opbygges støv, opstår kemisk påvirkning, eller armaturet udsættes for hårdere rengøring end forventet, så er det ikke længere kun et spørgsmål om produktvalg. Så bliver det et spørgsmål om, hvorvidt løsningen faktisk passer til den virkelighed, den er monteret i.

Hvem har ansvaret?

Ansvarsfordelingen i ATEX bliver ofte misforstået, fordi flere parter er involveret, og fordi grænsen mellem vejledning og rådgivningsansvar kan virke flydende.

Men det er altid virksomheden, altså ejeren eller driftsansvarlige for anlægget, der har ansvaret for risikovurderingen og for zoneklassificeringen. Det er også virksomheden, der skal sikre, at der foreligger et eksplosionssikringsdokument eller en tilsvarende dokumenteret vurdering, hvis forholdene kræver det. Det ansvar kan ikke flyttes over på en leverandør, bare fordi leverandøren ved meget om armaturer eller har erfaring med ATEX projekter. Årsagen er enkel: Det er virksomheden, der kender eller skal kende sine egne processer, materialer, temperaturer, udslipskilder, ventilationsforhold og driftsmønstre. Det er de forhold, som zonerne bliver fastlagt ud fra.

Leverandørens ansvar ligger et andet sted. Når kunden har oplyst de relevante forudsætninger, for eksempel zone, gasgruppe, temperaturkrav og driftsmiljø, så ligger ansvaret hos leverandøren i at vælge og tilbyde udstyr, der matcher disse krav korrekt. Og det er her det er afgørende at vælge en leverandør, der kan læse mærkninger, forstå sammenhængen, kende temperaturklasser og som vælger det rigtige materiale til miljøet.

Hvornår giver ATEX belysning mening?

ATEX-belysning giver mening, når risikoen i miljøet gør det nødvendigt at vælge udstyr, der ikke kan blive en tændkilde. Det lyder enkelt, men i praksis kræver det, at man forstår forskellen på et hårdt industrimiljø og et reelt eksplosionsfarligt område.

I virkelighedens produktioner findes der mange miljøer, som er beskidte, fugtige, kemisk aggressive eller mekanisk belastede, uden at de nødvendigvis er ATEX områder. ATEX belysning giver først mening, når der er en reel sandsynlighed for, at gas, dampe eller støv kan danne en eksplosiv atmosfære i et omfang og med en hyppighed, som medfører zoneklassificering. Det kan være i pulverhåndtering, kemikalierum, sprøjteanlæg, siloer, fødevareproduktion, farmaceutiske processer eller områder med opløsningsmidler. Her er det ikke længere nok, at armaturet er robust. Her skal det være dokumenteret egnet til den konkrete risiko.

ATEX skal hverken bruges ”for en sikkerheds skyld”, eller vælges fra fordi ”det har vi altid gjort”.  ATEX belysning giver mening, når risikoen er dokumenteret eller sandsynliggjort gennem proces, materialer og drift.

Konklusion

ATEX-belysning er et område, hvor mange virksomheder tror, at udfordringen ligger i at finde det rigtige armatur. I virkeligheden ligger udfordringen tidligere.

Den ligger i forståelsen af risikoen, i afklaringen af miljøet og i kvaliteten af de oplysninger, der ligger til grund for valget.

Det er netop derfor, ATEX belysning ikke bør behandles som en almindelig produktkategori. Når man arbejder med eksplosionsfarlige områder, er det ikke nok at kigge på lumen, watt og kapslingsklasse. Man bliver nødt til at forstå, hvordan belysningen indgår i det samlede risikobillede.
Hvilken zone er armaturet placeret i?
Hvilke materialer findes i området?
Er der støv, der kan ophobe sig over tid?
Er der temperaturforhold, rengøringsrutiner eller kemiske påvirkninger, som vil ændre belastningen af armaturet i drift?

Det er også derfor, de bedste ATEX løsninger sjældent starter med produktet. De starter med spørgsmål. Ikke for at gøre processen tungere, men for at sikre, at løsningen bliver rigtig første gang. Når zonen er afklaret, når driftsmiljøet er forstået, og når ansvar og dokumentation er på plads, bliver produktvalget langt mere præcist. Og det er her, vi flytter os fra at levere belysning til at levere en løsning, der er fagligt holdbar og som skaber tryghed for din virksomhed. Det er også derfor vi har leveret ATEX belysning til Novo Nordisk de sidste 12 år. Fordi de ikke går på kompromis med hverken kvaliteten eller sikkerheden.

ATEX behøver ikke være komplekst, hvis du vælger den rigtige partner.

 

Senior teknisk konsulent, green light

Få adgang til vores ATEX guide

Atex guide
Atex guide

Eksperter inden for belysning til erhverv

Brug for hjælp til dit belysningsprojekt?

Med erfaring siden 1994 har vi hjulpet og vejledt mange til den rigtige belysning. Vi kan også hjælpe dig. Udfyld formularen, så kontakter vi dig til en snak om dit belysningsprojekt.

logger

Den store lysstyringsguide 2026

Vi har samlet de mest anvendte løsninger inden for lysstyring i Danmark i én overskuelig guide. Udfyld formularen og få adgang til guiden, der giver dig indsigt i, hvilken løsning der matcher dine behov.

Pop up lysguide